10. nov. 2005
Rejsefeber
Tiden for vores afrejse nærmer sig. Lørdag den 12. nov. 2005 vil vi forlade danmark for at sætte kursen mod New Zealand.
De sidste dage går med praktiske forberedelser, pakkelister, overdragelse af opgaver på arbejde, besked om lektier fra skolen og meget andet. Det føles lidt hektisk og også uvirkeligt, at den rejse vi begyndte at snakke om for 5 år siden nu pludselig starter i overmorgen. Der er ingen tvivl, vi glæder os alle sammen og sommerfuglene er begyndt at baske lidt med vingerne.

11. nov. 2005
Rejseplan
Her er vores rejseplan:
Udrejse 12. nov.2005
Afg......Fra..................Til...........................Ankomst(lokal tid).....Fly nr
19.30 Aalborg...........Copenhagen .........20.15.....................SK1220
22.45 Copenhagen...Bangkok................15.15 13. nov..........SK973
17.35 Bangkok..........Sydney/Auckland..13.00 14. nov..........TG991

Hjemrejse 04. Jan. 2006
12.40 Auckland.........Singapore.............18.30.........................NZ81
23.59 Singapore.......Frankfurt................05.50 5. jan............LH777
08.05 Frankfurt..........Copenhagen.........09.35......................LH3070
10.45 Copenhagen...Aalborg.................11.30......................SK1211

I morgen går det løs. Huset flyder med tasker, tøj og en masse ting som der skal med. Drengene tager det meget roligt. De sidder og ser på fjernsynet og hygger sig med fredags slik. Lisbeth og jeg drøner rundt, og slider lidt på det gode humør. Men det hører nok med til rejsefeberen. Har du husket? Har du taget den? Hvor har jeg nu lagt det ? Er det nede i den taske?
Men vi ved begge, at vi når det og vi får nok også det hele med til sidst. Når først Taxa'en ruller afsted så er vi afsted og så må vi klare os. Heldigvis har vi pakket til mange ferieture før og vi kan trække på vores erfaringer. Vi kender begge til pakkestress.

12.nov. 2005
Afrejsedag
Afrejsedagen er kommet. Om få timer tager vi til lufthavnen. Mathias har fået lidt rejsefeber og må ligge på sofaen. Vi er alle spændte men også forventningsfulde. Vi mener ikke der er mere der skal klares, så nu er der bare at vente. Vi tager til lufthavnen i god tid, så er vi ,også lige som kommet afsted. Næste gang vi skriver på hjemmesiden er vi nok på den anden side af jorden.

13. nov. 2005.
Rejsen til Bangkok.
Nu sidder vi i loungen i Bangkok. Turen herover gik godt. Vi lettede fra København 22.45 og så snart vi var i luften begyndte drengene at eksperimentere med indstilling af sæder og video/spillemaskinen i armlænet. Ved midnat fik vi serveret velkomstdrink, snack, 3 retters aftensmad og kaffe med petit fours. Mathias faldt dog i søvn allerede ved snacken og sov så til næste morgen. Vi andre nød maden, ja d.v.s. Niklas fik kun brød og cola. I løbet af natten faldt vi alle til ro, og ved 7-tiden (DK-tid) søndag morgen var det lykkedes os at sove nogle timer. Mærkeligt var det, da vi kiggede ud af vinduet og opdagede, at det faktisk var først på eftermiddagen uden for. Vi landede ved 15-tiden (lokal tid) og da vi kom ud af flyveren var der 30 grader. Vi var så heldige, at der stod en venlig Thailandsk dame med et skilt med vores navn på. Hun fulgte os gennem mylderet op til loungen, hvor vi strakst fik serveret cola, kaffe og lækker is af nogle meget venlige damer. Lige nu slapper vi af, og venter på at der kommer en, der skal følge os ud til flyveren til Auckland, så vi kan tage det sidste stræk til New Zealand.

14. nov. 2005
Ankomst til New Zealand.

I flyveren fra Bangkok bliver vi overvældet med gaver : toilettasker med indhold (nu har vi efterhånden fået et par stykker hver), morgenkåber, futter, aviser, blader og velkomstdrinks. Personalet er utroligt høflige og smilende og meget meget hjælpsomme. Kort efter afgangen lokaltid kl. 17.35 er det ved at være mørkt og vi får straks serveret en 4 retters menu incl. snack og kaffe og kage. Det er lidt sært at gå direkte fra morgenmad til stort aftensmåltid. Vi føler os lidt snydt for en dag, for egentlig er det jo ikke særlig længe siden vi vågnede og nu er det ved at være sengetid igen. Til trods for, at sæderne er meget behagelige og næsten kan lægges helt ned, får vi ikke sovet ret meget og er derfor meget vågne da vi får morgenmad. Inden vi når Auckland mellemlander vi i Sydney, hvor vi lige må en tur ud til afgangshallen for endnu en gang at sætte os på de pladser vi indtog i Bangkok. Denne gang med nyt personale og så får vi lige morgenmad een gang mere. Ved 13-tiden (NZ-tid) lander vi endelig i Auckland. Vi har nu fløjet i ca. 34 timer og tilbagelagt omkring 18.700 km. Vi finder hurtigt vores bagage og bliver hentet af Apollo, der skal køre os derhen, hvor vi henter camperen. Det viser sig, at være en helt ny camper, den har kun kørt 19 km, da vi overtager den. Vi bliver anbefalet en campingplads lige nord for Auckland ved Waiwera. Det er mærkeligt at køre i venstre side, biler kommer hele tiden fra den "gale" side og mange af de biler synes ved første øjekast at køre uden chaufør, men ved nærmere eftersyn, sidder chauføren jo naturligvis også i den "gale" side. Efter et kort stop hvor vi provianterer og besøger MCDonald finder vi campingpladsen og bliver budt velkommen. Vi forsøger at holde os vågne til omkring 22-tiden, så vi hurtigt kan komme ind i en normal døgnrytme.

15.november 2005
På vej nordpå

Vi vågner alle tidligt. Der er mange fremmede fugle, der synger og vi kan også høre havet skvulpe mod stranden. Efter morgenmaden pakker vi sammen og starter nordpå. Planen er at nå fyrtårnet på den nordligste spids. Vi bliver dog hurtigt klar over, at selv om afstanden på kortet ikke er så stor, tager det noget længere tid at tilbage lægge en strækning, end vi er vant til. Vi tager en pause i Whangarei for at proviantere og kigge på byen. Herefter fortsætter turen nordpå, op og ned af snoede veje og forbi det ene mere storslåede landskab efter det andet. Vi skiftes lidt til at sidde forrest og nyde udsigten. Lige syd for Houhora må vi kapitulere. Vi orker ikke at køre helt op til nordspidsen og tilbage igen idag. Vi finde en lille campingplads, hvor vi kan overnatte. Den ligger meget smukt i et kuperet område ned til en sø. Her langt ude på landet møder vi så den New Zealandske kultur, hvor ingen ting går stærkt. Ja faktisk tager det lang tid, før vi får kontalt med campingfatter i indskrivningen, til trods for, at vi flere gange ringer på klokken og banker på ruden. Da han endelig dukker op, ser han noget forsovet ud. Han er en vældig flink og snakkesalig mand, der bestemt ikke har særlig travlt.

16.november 2005
Cape Reinga

Dejligt solskinsvejr her til morgen. Vi nyder morgenkaffen mens vi sidder i campingstolene. Da vi alle er klar, pakker vi camperen og drager nord på. Efter 1 times kørsel - de sidste 20 km. på grusvej forbi nyklippede fåreflokke - når vi endelig Cape Reinga. Det nordligste punkt på øen. Der er en meget flot udsigt ud over havene, hvor vi kan se Det Tasmanske Hav og Stillehavet mødes - på samme måde som på Grenen i Skagen. Fra fyrtårnet kan vi se ned over 90 miles beach's sand, sand og sand. Herfra kører vi sydpå igen mod Whangarei. Vi gør holdt i Awanui, hvor vi ser en 45.000 år gammel og 50 ton tung Kauri-stamme, hvor man har skåret en trappe ud indvendigt. Utrolig facinerende. Der er også en udstilling/butik hvor vi kan se/købe en hel masse andre træting, lavet af samme træ. Meget meget flotte ting. Turen gå videre med stop i Kawakawa, hvor verdens berømteste offentlige toilet ligger. Det er Hundertwasser der i samarbejde med de lokale maorier, har bygget og udsmykket toilettet. Det er meget flot og vi konstaterer da også alle, at det virker efter hensigten. Sidst på dagen når vi Whangarei og finder en campingplads centralt i byen. Her er faktisk dejligt stille, selv om der kun er 5. min. til fods til centrum.

17. november 2005
Whangarei

Idag var en ganske særlig dag, for Niklas blev 13 år. Vi startede med en lille "flag-regn", gaver og sang. Derefter besluttede vi at tage en slapper-dag. Vi drog ned i byen, hvor vi startede med at beundre et maori-mødehus udefra. (vi måtte ikke komme ind med mindre vi blev inviteret og vi mødte ingen, der kunne invitere os). Gavlene var utrolig flot udskåret med figurer, hvor øjene var malet hvide og tagudhængene var på undersiden malet hvide og dekoreret med røde mønstre og blomster.
Derefter gik turen videre ind til byen, hvor vi stødte på en flot park med masser at velduftende roser især hvide og lyserøde og enkelte mørkerøde. På turen gennem parken kom vi til et tropehus med bregner, kaktusser og tropiske planter Fordelt i forskellige rum, der var bygget op næsten som en labyrint. Det var rigtig spændende og vi så også en del af de planter vi hjemme med større eller mindre held har som potteplanter.
Herefter nåede vi ind til byen, hvor der nede ved havnen lå der rigtig mange flotte sejlbåde bl.a. norske og svenske jordomsejlere. Vi fandt en stille cafe og der var et stort skakspil i fliserne mellem bordene, så mens Leif og Lisbeth nød en tiltrængt kop kaffe spillede drengene skak.
Dagen sluttede vi af med at hente en omgang pizzaer, som vi spiste hjemme ved camperen.

18. november 2005
Rotorua

Idag var køredag. Turen fra Whangarei til Rotorua gik nemmere end vi havde forventet. Bortset fra lange køer på motorvejen gennem Auckland forløb alt fint.
På vejen kom vi gennem Cambridge en utrolig flot by med meget velholdte træhuse langs hovedvejen, der leder tankerne hen på en meget velholdt amerikansk sydstatsby.
Senere kom vi igennem Tirau, hvor der er gjort meget ud af udsmykningen. I starten af byen møder man en megastor araber i bølgeblik efterfulgt af en hyrdehund og et får. Inde i hunden ligger turistbuearuet og inde i fåret var en butik der bl.a. solgte nogle meget lækre uldsweatre.
Rotorua er kendt for sine vulkanske omgivelser, hvilket man meget tydeligt kan lugte.

19. november 2005
Rotorua

Idag besøgte vi først Hell´s Gate. Et meget stort Thermisk område, hvor hele undergrunden bobler og syder og svovldampene ligger over det hele. Utrolig spændende og facinerende men meget ildelugtende.
Derefter kørte vi over til "Buried Village". Byen blev begravet af mudder for over 100 år siden ved et jordskælv. En del af byen er blevet udgravet og giver et indtryk af hvor meget mudder der kom væltene ved jordskælvet. De fleste mennesker nåede i sikkerhed, men 153 omkom.
Om aftenen var vi på en guidet tur til en Maori-by. Vi blev introduceret for velkomstceremonien, stammedansene og sangene, maoriernes historie og traditioner. I turen var også inkluderet et måltid tilberedt i hangi (en jordovn).

20. november 2005
Rotorua

Lige i nærheden af hvor vi bor ligger Te Puia, en meget smuk geothermisk dal, hvor Pohutu geyseren springer op til 30 meter een gang i timen. Området er også dedikeret til bevarelse af maori-kunst, -håndværk og -kultur, hvor der også ligger en maori-træsnitter-skole, hvor selve uddannelsen varer 3 år. Her var vi også inde og se nogle kiwier - spændende fugle, hvis æg er ½ gang så stor som fuglen selv.
Bagefter tog vi en gondol op til skyline skyrides, hvor vi prøvede et par ture i luge en slags go-carts med styr, der kører på en betonbane ned af bjerget, det minder lidt om den rodellbahn, som vi prøver i Østrig.
Dagen blev sluttet af med en lang svømmetur i poolen og et dyp i den varme hot-pot.

21. november 2005
Taupo

Turen går nu videre til Taupo.På vejen stopper vi ved Huka-falls. Et meget flot vandfald på Waikato-floden. Når det er kraftigst falder det med 62.000 gallons pr. sekund. Der er en fantastisk klar blå farve i vandet, der skyldes kombinationen af luftens spejlinger og den luft, der hvirvles med ved faldet.
I Taupo finder vi en meget centralt liggende campingplads, hvor vi camperer på breden af Waikato-floden. Ænder, ællinger og sorte svaner næsten hopper ind i camperen, så vi bliver nødt til at spise for lukket dør.
Efter frokost tager vi en sejltur på Tauposøen, hvor vi sejler ud til nogle maori-udskæringer, der kun kan ses fra vandsiden. Utrolig spændende og facinerende. De fortæller et helt eventyr og er meget livagtige. Bl.a. er der et kæmpefirben, der ligger på lur op klipperne og ser ud som om, det er lige ved at springe ud i vandet.

22. november 2005
Taupo

Idag er en meget speciel dag, det er nemlig Mathias' fødselsdag. Efter flagregn, gaver og fødselsdagssang tager vi en tur i byen. Det er lidt køligt idag og der kommer nogle kraftige byger ind i mellem. Efter en slentretur i byen, hvor vi kigger på butikker og får en omgang kylling og is slapper vi af på campingpladsen. Senere vil vi prøve at oploade siden på en netcafe og dagen skal så gerne sluttes af med en god gang pizza.

23. november 2005
Dannevirke

På turen mod Napier (en kendt art-deco by) kom vi forbi et udsigtspunkt, der åbenbarede et meget flot vandfald. I Napier besøgte vi et akvarium med delfiner, søløver, pingviner, oddere og nogle forskellige havfugle. Mens delfinerne blev fodret viste de kunster, sprang op, snurrede rundt, hentede bolde m.m. Bagefter kom en stor søløvehan og viste kunster. Han kunne både vinke, talte 3 sprog og kunne sværge, at han ville opføre sig ordentligt under resten af showet. Bagefter kunne vi se de andre dyr blive fodret mens de blev trænet. Mathias blev fotograferet med en pingvin på skødet. Herefter gik turen til en campingplads i Dannevirke, hvor man bliver budt velkommen af en viking på byskiltet. Der er dog ingen, der kan tale dansk.

24. november 2005
Upper Hutt, Wellington

Idag kørte vi til Upper Hutt tæt på Wellington. Det har regnet hele natten, så alt er grønt og friskt og blæsten, der kommer ned fra bjergene, er kold. På vejen kørte vi til Martinborough, hvor der skulle være en grotte med glow worms. Det viste sig, at grotten lå et godt stykke inde på en privat grund i en dal, blandt køer og får,og da vi nåede ind til grotten, stod vandet knæhøjt på den sti vi skulle følge gennem grotten og, da vi kun havde sko på, måtte vi opgive ekspeditionen. Vi prøver igen næste gang, vi kommer til en grotte med glow worms.
Vi kørte så ad en meget snoet bjergvej gennem et pas til Upper Hutt, hvor vi har fundet en campingplads lige ovenfor, hvor en af scenerne i Ringenes Herrre "De 2 tårne" er optaget. Nede ved floden fand vi det sted, hvor scenen skulle være optaget, og da vi senere så scenen i filmen, kunne vi godt genkende stedet.

25. november 2005
Wellington

Nu er vi ankommet til Wellington, hovedstaden i NZ. På vejen hertil gjorde vi holdt ved det stenbrud, hvor "Helm's Deep" og "Minas Tirith" blev optaget. Det er et privatejet stenbrud, så vi måtte nøjes med at stå ude på vejen og prøve at forestille os, hvordan det havde set ud under optagelserne.
I Wellington fandt vi en meget centralt beliggende campervan site ved et motel. Det ligner nærmet en p-plads, men der er både bad og køkken.
Vi tog den lokale bus ind til city, hvor vi gik en lang tur på hovedstrøget, hvor vi bl.a. mødte julemanden og så en masse spændende forretninger og en juleudstilling.

26. november 2005
Wellington

Vi startede med et besøg i en netcafe, så vi kunne få oploaded hjemmesiden. Derefter tog vi en tur med cable car fra Lambton Quay og op til botanisk have på toppen af bjerget. Oppe på toppen var cable car museet, der fortalte historien om banens oprindelse. Der stod også en gammel cable car, hvor sæderne på siden var skrå.
Derefter tog vi en tur gennem byen med en gammel engelsk dobbeltdækkerbus. Vi var så heldige, at de forreste sæder på toppen var frie, så vi havde en rigtig dejlig udsigt på hele turen.
Herefter gik turen til Old St. Poul's kirke. En gammel trækirke fra 1866 bygget i gotisk stil. Meget flot.

27. november 2005
Tahuna, Nelson

Idag tog vi færgen fra Wellington på nordøen til Picton på sydøen. Det blæste en del, da vi ventede på færgen, så vi var lidt spændte på, hvordan det ville være, når vi nåede ud midt i Cookstrædet, men det viste sig, at det kun gyngede ganske let.
Den sidste time på turen ind til Picton gik mellem en masse øer. Det minder meget om indsejlingen gennem skærgården til Oslo.
Da vi ankom besluttede vi straks at køre nordvest mod Golden Bay. Turen gik op over bjergene ad en meget snørklet "scenic route" med en masse meget smukke udkigspunkter. Undervejs så vi en bil, der var "kørt i grøften" (30 m ned ad bjerget) - det bliver nok ikke så let at skubbe den op på kørebanen igen.
Velankommet til en campingplads i Nelson, sluttede vi dagen af med et spil "put-put golf" (minigolf).

28. november 2005
Golden Bay, Tukurua

Turen fortsatte nordpå mod den nordligste del af sydøen - Cape Farewell. Vi gjorde holdt ved et lookout, hvor vi fulgte en lang træbro ud til klippeskrænten, hvor vi kunne se ud over hele dalen. Der var en fugl (vist nok en Starling), der fløj rundt mellem træer og buske på klippesiden, mens den sang meget karakteristisk. Da asfalten endte fortsatte vi ud af en lang grusvej og gennem to låger. Da vi ikke kunne komme længere med camperen, måtte vi gå gennem endnu en låge og ad en snoet vej op af bjergsiden forbi en masse køer. På toppen var der en fantastisk udsigt og langt langt nede slog Tasman Sea ind mod klippekysten og, der var et par sæler, der boltrede sig i bølgerne.
På tilbagevejen kom vi forbi "Old Man's Rock" et utroligt vellignende naturskabt ansigt, der skuede ud over landskabet fra klipperne.
Vi fandt en dejlig campingplads ved Golden Bay, hvor vi gik en tur på stranden og fandt flotte skaller.

29. november 2005
Kaikoura

Idag skinnede solen og det var dejlig varmt, da vi spiste morgenmad. Vi tog et langt stræk ned til Kaikoura idag. På vejen kom vi forbi endnu et flot lookout. Frokosten tog vi i Bushman's cafe. En lokal cafe, hvor skovhuggerne kom og spiste frokost. Cafeen var pyntet med forskellige skovsave og store figurer skåret ud i træ. Sidst på eftermiddagen gjorde vi holdt ved en sælkoloni. Det var spændende at opleve sælerne så tæt på uden at være i ZOO. De lå rundt på klipperne og solede sig og nogle enkelte svømmede rundt i brændingen. Vi fandt en campingplads tæt ved byen helt ud til stranden, hvor bølgerne slår ind. Det er ved at være koldt igen, og de bjerge, vi kan se tæt på, har alle sne på toppen. Vi regner med at bo her i et par dage.

30. november 2005
Kaikoura

Dagen har været en rolig dag. Vi har overligget her i Kaikoura. Vinden var stærk igår og idag har det været koldt og overskyet. Vi håber vejret arter sig til i morgen, hvor vi har bestilt plads på en båd kl. 09.00 for at komme ud og se hvaler. Vi har slentret op og ned af hovedgaden et par gange, som er ca. 400m lang. Men der er jo to sider. Forretninger i mange farverige afskygningen præger bybilledet. Frokost indtog vi på en bar, pizza til høje priser ca. 100 kr. stykket og så kunne ingen af os lide dem. Vi savner pizza som er lavet "the Italien way" alt her er overfyldt så man får alt blandet på en pizza. Ingen pizzabager hernede kender begrebet: "Keep it simple". På vejen tilbage til campingpladsen, kom vi forbi en bager som lige var igang med at bage chokolademuffins. Vi fik fedtet os til fire helt varme, som så udgjorde det for erstatningsfrokost. Drengene leger med børn fra andre lande og får øvet lidt engelsk. Vi glæder os alle til imorgen, hvor vi håber at se hvaler, og håber at få nogle gode fotos af dem med os hjem.

1. december 2005
Kaikoura

Vi vågnede tidligt, spændte på, hvordan dagen ville forløbe. Da vi trak gardinerne fra skinnede solen og vinden havde lagt sig. Pragtfuldt. Efter en hurtig morgenmad pakkede vi det varme tøj i rygsække og gik ned til mødestedet. Vi kom i god tid og nåede at se en film om hvaler, delfiner, sæler og albatrosser. Bare vi kommer til at se noget idag.
Vi tog afsted i en katamaran-speedbåd. Mathias syntes det var ligesom i rutchebanen, når vi drønede ud over bølgerne.
Ikke ret langt fra kysten er der ligesom en kæmpe dal i havbunden, det dybeste sted er omkring 1.600 m.
Pludselig blev farten sat ned og vi fik lov til at gå udenfor. Kort efter råbte 2. skipper at hun havde set hval-sprøjt. Vi fordelte os på dækkene og nærmede os forsigtig stedet. Ganske rigtigt, der lige foran os lå Taiki (betyder the guardian) en stor sperm-whale og prustede. Den kan sprøjte 3-5 m op i luften. Den var omkring 18 m lang og vejede ca. 60 tons. Den spiser 1-2 tons store fisk og hajer hver dag. Fantastisk syn, utroligt at være så tæt (50-60 m) på en hval. Pludselig krummede den ryg, tog en sidste vejrtrækning og dykkede ned i dybet for at tilbringe den næste times tid dernede. Halen vippede helt op så vi kunne beundre kanten på halefinnen.
Derefter sejlede vi hen og så på albatrosser, der er store, men dog virker små efter mødet med Taiki.
Over radioen fik vi besked om, at der var endnu en hval i området og lidt efter mødte vi Tutu også en sperm-whale, der lå i overfladen og sov. Man kan bestemme om hvalen er vågen eller sover afhænging af hvor langt intervallet mellem dens udblæsninger er.
Til slut sejlede vi tæt på en sælkoloni, hvor sælerne lå i solen på flere klippeøer og nød livet.
På vej tilbage lavede vi en delfin-aftale for i morgen. Håber det bliver ligeså spændende.

2. december 2005
Kaikoura

Idag skulle vi ud og se delfiner. Det var lidt overskyet, da vi vågnede. Vi fik hurtigt pakket bilen sammen og kørte ned til mødestedet. Først fik de, der skulle svømme med delfinerne en kort introduktion og våddragter udleveret. Derefter fik vi alle en kort briefing om turen.
Nede fra havnen gik det for fuld fart ud over vandet og efter 20 minutters sejlads så vi de første plask. Kort efter lå vi midt i en delfinflok på 2-300 dusky delfiner. Svømmerne sprang i vandet (ca. 14 grader varmt) og vi andre nød synet af alle delfinerne fra fordækket. De kom helt tæt på i større og mindre flokke. Mange af dem var med unger . De er utrolige springere og meget nysgerrige og legesyge. Da flokken svømmede videre fandt vi en anden flok af samme størrelse og vi fik også nogle gode billeder af delfinerne helt tæt på. Uanset hvor vi kiggede hen, var der spring og plask over det hele.
En rigtig dejlig start på dagen. På vejen tilbage var drengene trætte og faldt i søvn på bænkene.
Herefter gik turen til Christchurch, den største by på sydøen.

3. december 2005
Christchurch

Vi nød at sove lidt længere idag. Da alle var klar tog vi bussen ind til byen. Det første der mødte os var lyden af sækkepiber, og kort efter fik vi øje på en flok sækkepipespillere og nogle soldater, der stillede op til parade. Efter at have nydt musikken og set paraden tage afsted, gik vi ind til domkirkepladsen, hvor borgmesteren og andre prominente personer holdt tale for alle soldaterne, der viste sig at være byens regiment. Fra domkirkepladsen fik vi øje på sporvognen (Tram). Vi købte en familiebillet, så vi kunne køre hele dagen og i morgen med. Turen rund med sporvognen var hyggelig, chaufføren fortalte os, alt hvad vi så undervejs. Da turen var slut gik vi hen til et marked, hvor en mand jonglerede med 3 fakler, mens han sad på en 2 m høj et-hjulet cykel. Markedspladsen var rigtig hyggelig, og der var sandelig også en bod, der solgte hotdogs og en pandekagebod, så vi holdt en lille skovtur på et stykke græs bag markedet.
Da vi gik fra markedspladsen kom vi forbi en statue af Dr. Livingstone men ak og ve, statuen var levende. Pludselig trådte den ned af podiet og begyndte at snakke. Bagefter så vi en hund, der kunne køre på motoriseret skateboard. For en sikkerhedsskyld havde den styrthjelm på.
Herefter tog vi sporvognen til en park, hvor der var den årlige sækkepibekonkurrence. Større og mindre orkestre øvede sig rundt omkring i parken. De var naturligvis alle klædt i traditionel skotsk kilt m.m. Drengene mente, at sækkepiberne blev opfundet for at skræmme fjenderne væk. Vi fik også set, hvad skotterne har på under kilten.
Herfra gik vi langs Avon-floden tilbage. På floden sejlede der punts, nogle firkantede fladbundede både, der stages frem. Meget engelsk. Vi hyrede en båd og fik en dejlig sejltur med en "skipper" der talte en del danske ord. Han fortalte, at det var kildevand, vi sejlede på og, vandet var så klart, at vi kunne se ålene komme svømmende.
Turen gik nu videre med tram tilbage til domkirkepladsen, hvor vi fandt en biograf, der spillede Harry Potter "Flammernes Pokal". En rigtig spændende og lidt uhyggelig film.
Efter filmen spiste vi kylling og tog bussen hjem. Aftenen sluttede med fyrværkeri på campingpladsen.

4. december 2005
Christchurch

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, da vi tager bussen ind til byen. Byen virker meget engelsk med masser af roser, parker og flotte gammel kæmpe store stenhuse. Vi tager sporvognen rundt, for at se, hvad der sker. Ved markedspladsen fra igår står vi af og går ind på The Arts Centre. Et gammelt universitet der nu bruges af en masse kunsthåndværkerer, der hver har et arbejdende værksted og udstilling rundt i bygningerne. Da vi går ind gennem porten og kommer ind i den første gård, føler vi lidt, at vi er kommet til Hogwarts, så imponerende virker bygningerne. På en gang meget tunge og solide og samtidig elegante. Man kan godt føle sig lidt højtidelig til mode, når man går mellem bygningerne med deres buegange.
Da vi har set på alle værkstederne, gå vi over til botanisk have og ned til Avon, hvor der er nogle gamle bådsmandsskure, hvor man kan få en punting-tur. Det viser sig, at vi kan leje et par kajakker. Vi nyder sejladsen. Først arbejder vi os modstrøms og derefter, glider vi tilbage med strømmen. Et rigtigt driverliv.
Tilbage ved markedspladsen hilser Mathias på "statuen" af Dr. Livingstone.
Herefter tog vi sporvognen ned til en lille gade med meget velholdte små huse. Husene er familieejede og, i stueetagen er der små butikker og cafeer, mens førstesalen bruges til privatbeboelse. Vi finder en schweizisk cafe, hvor vi får en kop kaffe og en snak på tysk med ejeren.
Herefter går turen tilbage til campingpladsen, hvor vi driver i solen resten af dagen.

5. december 2005
Lake Tekapo

Idag startede vi med at få repareret afløbs studsen til spildevandet. Den var gået løs, så vi var nødt til at binde den fast under camperen med en stump reb, for at den ikke skulle slæbe efter os.
Herefter kørte vi til Lake Tekapo. Søen er en smeltevandssø, der er helt turkisblå. Farven kommer af knuste sten fra de omkringliggende bjerge. I den ene ende af søen ligger der en lille stenkirke, bygget i 1935 i respekt for det hårde liv, der leves som fårehyrde i bjergene. Kirken hedder "The Church of the Good Shepherd". Der er 5 bænkerader i kirken og et lille orgel. I stedet for altertavle er der et stort panoramavindue, så man fra bænkene kan kigge direkte ud over søen helt ned til bjergene, der også har sne på toppen om sommeren.
Vi fandt en lille smukt beliggende campingplads, der ligger lige ned til søen. Fra camperen har vi udsigt til søen og bjergene.

6. december 2005
Oamaru

Der var overskyet, da vi stod op. Vi besluttede at køre hen til Mount Cook i håb om, at skyerne lettede. Turen gik gennem det barske landskab, gul-grønne forblæste stepper omkranset af bjerge, nogle med sne på toppen. Langs vejen står der store grupper af lupiner. Her kan kun får leve. Ved Mount Cook var det stadig skyet og regnfuldt, så vi nøjedes med at kigge op på isen og studerede i stedet mindestenen for alle de, der har besteget bjerget og ikke overlevet. Det var hovedsagelig unge mænd mellem 20-25 år. De sidste mindeplader var kommet op i 2001.
Herfra gik turen til Oamaru, hvor der lever pingviner. Pingvinerne tager ud og svømme tidligt om morgenen, de kan svømme op til 100 km på en dag og kommer så hjem igen ved solnedgang. Først besøgte vi stranden, hvor Yellow Eyed Penguins bor. Stranden ligger neden for en stejl klippekyst bevokset med buskads. Da vi kom hen til udsigtspunktet, stod der en pingvin helt tæt på hegnet, som om den havde stillet sig op til fotografering. Senere så vi flere pingviner både nogle der svømmede, og andre helt tæt på.
Herfra tog vi hen til kolonien for Blue Penguins. Der var stillet en tribune op, hvor vi alle kunne sidde og en kommentator kom og fortalte om det arbejde de gør for pingvinerne. Der bor i øjeblikket omkring 150 pingviner i kolonien. Efter lang tids venten kom der endelig en stor flok ind. De tumlede gennem brændingen og gik op ad skrænten til deres redekasser. De gik først hjem til egen redekasse, og derefter gik de på besøg hos hinanden. Lidt efter kom endnu en stor flok hjem, og så var der ved at være liv i kolonien med besøg, skræppen og skubben.
Det var en meget spændende aften, men utrolig koldt at sidde stille så længe uden at måtte sige noget. Så vi skyndte os hjem under de varme dyner. Vi var dog nødt til først at holde tilbage for nogle pingviner, der krydsede vejen.

7. december 2005
Dunedin

Turen går nu videre mod Dunedin. Vi gør dog først holdt ved Moeraki Boulders. På en strækning på ca. 200 m "ruller" naturskabte kuglerunde sten med en diameter på op til 2 m ud af skrænten og ned på stranden. De opstår på samme måde som en perle. En lille sten, et stykke fossil eller lign. omkapsles af en blanding af krystaller og sten. Processen foregår over mange millioner år. Havet vasker nu kuglerne ud af skrænten og ned på standen, hvor bølgerne langsomt nedbryder krystallerne igen, så kuglerne går i stykker.
Herfra kørte vi videre til Shag Point. En skarvkoloni, hvor der også bor sæler og guløjede pingviner. Vi syntes nu, at sælerne var de mest spændende, for pingvinerne var ikke hjemme.
Endelig når vi til Dunedin, en dejlig by, med internetcafeer og SubWay-sandwiches. Inden vi vender næsen mod campingpladsen besøger vi First Church of Otago. En meget flot sandstenskirke med mange spir og utrolig flotte mosaikker i vinduerne og i loftet over alteret.

8. december 2005
Dunedin
Idag slappede vi af, sov længe og nød morgenmaden i lang tid.
Vi tog et smut ind til byen, hvor vi besøgte Baldwin Street, verdens stejleste gade, og vi skulle hilse og sige, at den er riiigtig stejl.
Efter en slentretur op og ned af hovedstrøget, hvor vi kiggede på butikker, tog vi hjem til camperen.
Resten af eftermiddagen gik med afslapning og fletning af julehjerter og stjerner. Vi er så småt begyndt at pynte camperen med små nisser, hjerter og stjerner rundt omkring. Vi har skam også et kalenderlys, som vi skiftes til at tænde hver dag.

9. december 2005
Pounawea
Vi startede med at køre af meget smukke snoede veje ud til spidsen af Otago halvøen, hvor der er en koloni for Royal Albatros. Vi så en flot film og fik et spændende foredrag og så gik vi stejlt stejlt op til udsigtspunktet, hvorfra vi kunne se 2 albatrosser, der lå på æg. Vi kunne også se en skarvkoloni og på vejen op så vi en mågeunge, der kiggede nysgerrigt frem bag en græstue. Der kom desværre ingen albatrosser flyvende, mens vi var ved udsigtspunktet, så vi måtte nøjes med de 2, der lå på æg. Den ene sov, og den anden lå vagtsomt og holdt øje med os. Ved kolonien var der også et gammelt fort med en kanon, der kunne køre op og ned (en såkaldt disappering canon). Vi gik rundt under jorden i nogle fugtige betongange og så på kanoner, geværer, og hvad der ellers gemmer sig i sådan et fort.
Bagefter kørte vi mod Nugget Point. Fra p-pladsen er der en kort gåtur langs de meget stejle bevoksede skrænter. Dybt nede bruser vandet ind mod klipperne, havet er helt tyrkisblåt og solen bager ned på vores rygge mens vi går ud til spidsen, hvor fyrtårnet ligger. Neden for fyrtårnet er der nogle små klippeøer, hvor der bor måger og sæler. Ja nogle af sælerne har sågar deres helt private svimmingpool, sådan ser det i hvert fald ud. I solen på klipperne lige neden for fyrtårnet ligger en søelefant og soler sig. I det klare vand kan vi se helt ned til havbunden, og indimellem er der tangskove, der kan blive op til 15 m høje.
Herfra kører vi til Owaka, hvor der ifølge campingbogen skulle være en rigtig dejlig campingplads. Efter nogen søgen finder vi et motel, hvor vi spørger om vej. Det viser sig, at campingbogen er fremtidssikret, for campingpladsen er slet ikke bygget endnu. Vi bliver istedet guided til en Motorcamp ved Pounawea langt væk fra al bystøj, helt ned til stranden og med masser af flot natur omkring.

10. december 2005
Invercargill
Da vi vågnede skinnede solen fra en skyfri himmel, græsset var vådt efter nattens regn og vi kunne høre Bellbird'ens karakteristiske triller.
Turen gik videre sydpå. Langs vejen blomstrer gyvel og hyld. Vi når ikke ret langt før vi gør holdt ved Matal Falls, der ligger 15 min. gang fra vejen inde i en regnskov.
Herfra kører vi videre med regnskov på begge sider. Det meste af den sydlige og vestlige del af sydøen er et stort naturreservat. Vi har fundet en "Scenic Route", der er meget smuk men ofte er en grusvej. Et par hundrede km på grusvej føles meget langt, og støvet trænger ind og lægger sig i et fint lag over det hele, selv om vi har lukket alle vinduer og døre.
Vi når ned til Fossil Forrest, der er en 180 mio. gammel forstenet skov. Vi kan godt se nogle af stammerne, der ligger mellem klipperne. Drengene synes vist, det er mere spændende at hoppe rundt på klipperne uden at få våde fødder.
Vi kører nu til Slope Point, som er det sydligste sted på sydøen. Når man kigger ud over havet er next stop Antarktis. Efter at have spejdet mod Syd, de 4803 km. mod Sydpolen drager vi videre ad "Southern Scenic Route" til vi ankommer til Invercargill. Her vi finder en Camping plads for de næste par dage.

11. december 2005
Invercargill
Idag holdt vi slappe-af-dag. Vi kørte ind til byen og gik lidt rundt. Vi havde håbet på, at kunne købe nogle julegaver, men de fleste af butikkerne var lukkede i modsætning til, hvad vi har oplevet i mange andre byer om søndagen. Øjensynligt gør de ikke så meget ud af julehandlen her tredje søndag i advent.
I stedet blev det til en tur i biffen, hvor vi så Narnia, der havde præmiere i fredags.
Filmen er optaget i New Zealand, og vi kunne da også genkende meget af naturen, ligesom der var nogle scener, der var optaget steder, hvor vi tror, vi har været.
Aftensmaden spiste vi udenfor ved vores campingbord. Vi sad i skjorteærmer ved 21-tiden og snakkede om, at der nok ikke var så mange hjemme i DK, der gjorde det i december måned.

12. december 2005
Te Anau
Vi har de sidste par uger haft lidt problemer med et ene baghjul. Det tabte konstant luft, som vi så måtte fylde på igen. Et værksted fandt ikke problemet. Her til morgen var hjulet igen helt fladt, så vi kørte til endnu en værksted for at få hjulet fikset. Det viste sig, at vi havde kørt et langt søm op i dækket. Ikke mærkeligt vi tabte luft.
Mens camperen blev ordnet købte vi julegaver. Vi delte os i hold og måtte så prøve uset af det andet hold, at komme rundt i byen og købe gaverne.
Da gaverne var købt og camperen fikset kørte vi nordvest mod Te Anau. På vejen kom vi til en gammel hængebro ved Clifden. Broen er bygget i 1898-99 og er den længste hængebro i NZ med et spænd på 111,5 m. Den var noget rusten, så vi var glade for, at vi ikke var nødt til at køre over den med camperen, men i stedet kunne bruge den nye betonbro. Men flot det var den.
Da vi ankom til Te Anau fik vi lavet et par spændende aftaler med turistinformationen for de næste par dage. Herefter fandt vi en campingplads. Vi regner med at blive her i en 3 dages tid.

13. december 2005
Te Anau
Vækkeuret ringer tidligt idag, for vi har en aftale kl. 8.40 nede ved turistinformationen. Vi skal ud og se en grotte med glowworm.
Vi sejlede over Lake Te Anau, NZ's næststørste sø med en dybde op til 400 m. Vandet, der er smeltevand fra bjergene, er meget klart. Oprindeligt var det en dal, der blev oversvømmet. Det siges, at efter et almindeligt regnvejr kan vandstanden nemt stige op til 1 m. Det kan også ses på mange af bådebroerne, hvor der ligesom er trappetrin langs med broen, så bådene altid kan finde et trin, der passer, uanset vandstanden.
Grotterne ligger meget smukt midt i en regnskov. Det er kalkstensgrotter, og de formes stadig af det vand, der løber i dem.
Første del af turen foregår til fods på en slags bro ind i grotten. Allerede efter de første skridt ind i grotten kan vi se lysende prikker i loftet. Det ligner en stjernehimmel. Da broen ikke er længere, sejler vi i nogle små pramme til næste gangbro. Her går vi et langt stykke forbi et vandfald og en whirlpool. Det er kildevand, der løber herinde, så vi kan sagtens tage en slurk. Af hensyn til glødeormene og vores syn er der ikke lys i grotterne og vi må heller ikke fotografere, så indimellem kan det være svært at orientere sig. Det sidste stykke ind i grotten sejler vi igen i pramme. Vi kommer nu ind i et stort rum, hvor loftet er fuldt af glødeorm. Det ligner en rigtig flot stjernehimmel, ja næsten mælkevejen. Der er så mange, at de kaster genskær ned i vandet. Det er fantastisk flot.
Turen tilbage foregår på samme måde. Da vi sejler over søen, er det blevet rigtig dejligt vejr, og vi nyder turen på øverste dæk, hvor vi har godt udsyn til bjergene omkring os.
Resten af dagen slentrer vi rundt i byen og nyder ferien.

14. december 2005
Te Anau
I dag ringer vækkeuret endnu tidligere end igår, for vi bliver hentet kl. 7.30 ved receptionen. Vi skal på heldags tur til Milford Sound en meget flot snoet fjord, der går mellem høje klipper med bratte sider helt ud i det Tasmanske Hav. Da Cook i sin tid sejlede til NZ, overså han Milford Sound, fordi han fra havet ikke kunne se, at der mellem bjergene gik en fjord ind.
Vores chauffør fortæller om naturen og stederne vi kommer forbi, ligesom vi har en del "foto-stop" undervejs til Milford.
Da vi kommer ombord på båden går det op for os, at det halve af Japan er med den samme båd.
Turen går forbi flotte vandfald og stejle, næsten lodrette bjergsider. Det er utrolig smukt og betagende. Vanddybden svinger mellem 300-400 m. Vi sejler helt ud til det Tasmanske Hav, hvor vi vender for at sejle tilbage til Milford.
På tilbagevejen kommer vi forbi et meget flot vandfald, med et fald på 150 m. Ved siden af på en klippeblok, ligger der en flok sæler og kort derfra springer delfiner rundt og leger foran boven på skibet.
På tilbagevejen standser vi ved en gammel hængebro, som vi går over. Man kan godt mærke at broen gynger, mens vi går over. Vi kommer også gennem en tunnel, hvor der kun er 10 cm's frigang fra bussens tag, så det gælder om at holde sig midt på vejen, hvor der er højest. Meget spændende.
Da vi kommer tilbage til Te Anau, bliver vi sat af ved campingpladsen.
Vi var rigtig heldige idag, for vejret var pragtfuldt - varmt og solskin - helt perfekt til en sejltur. I området er der normalt ca. 200 regndage på et år, så vi har ramt en af undtagelserne. Vi har dog bemærket, at der hver eftermiddag ved 17-tiden kommer en mindre regnbyge. Det er lige før, vi kan stille uret efter det.

15. december 2005
Wanaka
Turen går nu videre nordpå. På vejen til Queenstown kører vi langs med Lake Wakatipu, hvor der er nogle utrolig flotte lookout'er. Vi kan se langt ud over søen og de omkringliggende bjerge.
Fra Queenstown kører vi mod Wanaka ad en meget gammel bjergvej. Det er den højest beliggende asfalterede vej i NZ. Den ligger 1076 m over havet. Det er nogle skarpe hårnålesving vi kommer igennem og nogle flotte udsigter ud over bjerge og dale. Fra et af udsigtspunkterne kan vi se ud over nogle af de sletter og bjerge, hvor nogle af scenerne fra Ringenes Herre er filmet.
I Wanaka besøger vi The Puzzling Wold of Stuart Landsborough. Ved indgangen er der en cafe, hvor man gratis kan prøve alle mulige puslerier : heksenøgler, cuber der skal samles, puslespil og meget meget mere. Udenfor er der en kæmpe stor labyrint. Gangene er ialt på 1,5 km. Det anbefales at man afsætter ½-1 time for at gennemføre labyrinten. Undervejs skal man finde hen til 4 tårne og til sidst skal udgangen findes.
Efter labyrinten går vi på opdagelse indenfor. Der er en udstilling med forskellige glasbillede, der set i den rigtige vinkel viser sig af være 3-D. Nogle af billederne viser også forskeligge sider af samme billede alt efter, hvor vi står i forhold til billedet. Derefter kommer vi ind i et rum 7-kantet rum. 6 af væggene er hver især dækket med et negativt tryk af et kendt ansigt. Trykkene hænger lige så tæt, så en væg er dækket med Nelson Mandela, en anden med Einstein. Når vi bevæger os rundt i rummet, ser det ud som om, ansigterne følger vores bevægelser. Herfra kommer vi til et vindue, hvorfra vi kan kigge ind i et rum, hvor der er leget med perspektivvirkningen. Står man i den ende side af rummet virker man meget stor og, står man i den anden side, virker man meget lille. Endelig kommer vi til et rum, der vender fuldstændig op og ned på vores fornemmelse for tyngdekraft. For at kunne holde balancen skal vi stå meget skråt, kuglen triller op af billardbordet, ligesom en stol glider op ad en rampe, når man slipper den. Endelig viser det sig, at vandet også løber op og ikke ned ad renden.
Udenfor er der nogle sjove figurer, som vi laver fototriks med.
Da vi er trætte af at lege, finder vi en campingplads, hvor vi kan overnatte, inden vi kører videre i morgen.

16. december 2005
Franz Josef Glacier
Vi kører nu nordpå langs vestkysten gennem en nationalpark. Vi kommer ikke langt uden for Wanaka på State Highway 6, før vi er nødt til at sætte farten ned. Foran os slentrer en flok køer. Endelig trækker køerne ind til siden, og vi kan fortsætte turen. Lidt længere fremme møder vi en squassum. Ja oprindeligt var det en possum, men efter mødet med en bil, er den blevet til en squassum. Ifølge new zealænderne er en squassum bedre end en possum, for der er omkring 70.000 possums i NZ og, de har ingen naturlige fjender.
Vi gør holdt for at se Blue Pools, der ligger på den anden side af floden. For at krydse floden skal vi over en hængebro. Blue Pools er et par smeltevandssøer, der er mere grønne end egentlig blå. Søerne er temmelig dybe og strømmen går kraftigt igennem dem. Vandet er helt klart, og vi kan tydeligt se stenene på bunden. Efter vi har været der, er der kommet betydeligt flere sten på bunden, især af de store, der giver et ordentligt plask, når de rammer vandet.
På turen videre kører vi på nogle stejle smalle bjergveje. På vejen ned af bjerget kommer vi forbi en rampe, der går meget stejlt op af bjerget, den er beregnet for dem, hvis bremser svigter. Godt vi ikke får brug for den.
Vi kører over en lang bro, der går hen over et meget flot vandfald. På den anden side parkerer vi camperen og går tilbage for at beundre vandfaldet.
Vi holder frokostpause i Haast. En lille bitte by, med 3 huse og en cafe. Efter frokost kommer vi ud til havet og Knights Point Lookout, hvor der er en meget flot udsigt.
Vi kører nu til Franz Josef Glacier, hvor vi finder en campingplads midt i en regnskov. Fra camperen har vi udsigt til bjergtoppene og gletcherne. Der er 300 gletchere i NZ og de 200 af dem ligger på sydøen.
I morgen tager vi op på gletcheren med helikopter. Vi glæder os alle sammen.

17. december 2005
Lake Brunner, Moana
Vi er hurtigt færdige idag og klar til at forlade campingpladsen. Solen skinner fra en flot blå skyfri himmel - drømmervejr til en flyvetur op på Franz Josef gletcheren. Der var ellers lovet regn og blæst.
Ved bureauet får vi at vide, at vi godt kan lade jakkerne og de varme trøjer blive hjemme. Efter en kort introduktion går vi over til heliporten, hvor vores helikopter lidt efter lander. Vi stiger ombord mens rotoren stadig kører. Niklas sidder foran sammen med piloten, og vi andre bagi. Alle har flot udsigt. Så stiger vi lige så stille op og svinger over mod gletcheren, der strækker sig 11 km ned ad bjerget. Øverst, hvor den er tykkest, er den 300 m tyk. På gletcheren kan vi tydeligt se de lyseblå aflejringer fra klipperne, som isen har ført med sig. De aflejringer, der senere gør gletchersøerne helt tyrkisblå. Halvvejs oppe svinger vi ind på et fladt stykke, hvor vi lander. Det er simpelt hen storslået. Solen varmer, sneen er krystalklar og kold. Vi slås lidt i sne og bygger en lille snemand. Udsigten heroppefra er utrolig flot. Langt borte kan vi se den evige sne på Mount Cooks tinder. Lidt efter letter vi igen og flyver op til toppen af gletcheren og følger den ned til dalen. Vi kan tydeligt se gletcherspalterne undervejs og er glade for, at vi ikke selv skal kravle ned til dalen. Vel nede i dalen lander vi igen i god behold. Vi er enige om, at det er en oplevelse, vi er glade for, vi tog.
Vi kører nu videre nordpå ad bjergveje gennem regnskoven. Der er hele tiden noget flot at se på. I Hokitika holder vi frokostpause, men efter en kort slentretur gennem byen haster vi videre nordpå til Paroa, hvor vi drejer fra til Shanty Town - hvor man har genskabt en gammel guldgraverby. Vi tager turen med damptoget fra byen ud til guldgraverområdet Gold Claim og retur. Herefter forsøger vi os som med at vaske guld, og vi har alle lykken med os. Vi går nu en tur i byen, hvor der både er hospital, skole, trykkeri, fængsel og meget mere. Vi besøger også China Town, hvor vi kan se de små guldgraverhytter. Inden vi forlader Shanty Town, når vi at være til globryllup.
Vi kører nu til Lake Brunner. Undervejs kommer vi forbi Brunner Minen. I Moana nord for Lake Brunner finder vi en campingplads, hvor vi kan sove for natten.

18. december 2005
Christchurch
Vi kører nu op til Punakaiki, hvor Pancake Rocks ligger. Pancake Rocks består af sandstensklipper. Bølgerne æder sig langsomt ind på klipperne og laver underjordiske huler og gange, der indimellem styrter sammen. Alt dette har gjort at klipperne idag ligner nogle kæmpe stakke pandekager, lige klar til at spise. Når vi går mellem klipperne, kan vi høre havets buldren og drønen. Det er utrolige kræfter, der er igang. Mens vi går rundt, får vi øje på nogle ansigter i klipperne. Vi kan tydeligt få øje på en indianer, en trold og en bæver.
Vi kører videre nordpå til Westport, hvor vi holder frokostpause.
Vi har nu set alt det på vestkysten, som vi havde aftalt, så her fra vender vi kursen mod SØ tværs over sydøen, mod Christchurch. Vi synes det er sådan en dejlig by, og der er endnu et par ting, vi mangler at opleve der, så vi vælger at køre den lange vej tilbage, for at bruge endnu et par dage i Christchurch, inden vi sejler tilbage til nordøen for at holde jul. Velankommen til Christchurch finder vi en plads på den samme campingplads, som vi brugte, sidst vi var her. Vi kan godt mærke, at sommeren er kommet, der er betydeligt større run på pladserne nu, end da vi i sin tid ankom til NZ.

19. december 2005
Christchurch
Vi nyder en stille morgen og tager så bussen ind til byen, hvor vi starter med en tur rundt i botanisk have. En utrolig flot have med store grønne græsplæner og mange forskellige træer bl.a. en stor flot blodbøg. Vi møder også et flot springvand, hvor vi med en vandstråle kan få forskellige dele af springvandet til at bevæge sig. Vi kommer også til en hel afdeling med udsprungne hortensia i røde og blå nuancer.
Fra botanisk have kommer vi forbi Cathedral Square, hvor der står en prædikant, i sort tøj og med spids hat. Han ligner nærmest en troldmand. Siden vi sidst var her er domkirkens tag blevet pyntet med store figurer af de 3 vise mænd og af Josef, Maria og Jesus-barnet. Udenfor kirken står en rød VW. Ved første øjekast er det svært at se hvilken vej, bilen kører, for den er sat sammen af 2 "forender" begge med rat og vinduesviskere. Først helt tætpå kan vi se, hvilken vej sæderne vender og, at der bag forlygterne i den ene ende gemmer sig et sæt baglygter.
Fra domkirken går vi ned gennem New Regent Street, som er fyldt med en masse små butikker og cafeer. En af butikkerne myldrer med bamser, de hænger ligefrem ud af vinduerne og ved siden af, er der et skilt, hvor der står "Hos os har bamserne det så godt, at de ikke stikker af".
Vi slutter byturen af med en kop kaffe på det gamle universitet og tager så bussen hjem til camperen.

20. december 2005
Christchurch
Endnu en stille morgen, hvor drengene sover længe, og vi voksne nyder en stille kop kaffe og en gang Sudoku.
Da vi endelig alle er klar, tager vi bussen ind til en "action-dag" i byen. Vi starter på "Science alive!", der minder meget om eksperimentariet i Hellerup men knap så stort. I kælderen er der dog et minigolfspil "The black hole" og, det er ganske rigtigt sort. Spillet er oplyst med Fluoriserende lys og banekantern og forhindringerne er malet med selvlysende maling, ligesom bolden og golfkøllen er selvlysende.
Herfra tager vi videre til Laser Strike og tager et par slag laser-game. Vi kommer til at kæmpe mod et par børnefødselsdage, så der bliver skudt en masse. Vi må nok indrømme, at drengene helt klart er bedre skytter end vi voksne.
Godt varme og trætte finder vi en Sub-Way og får stillet den værste sult og tørst, inden vi tager bussen hjem til camperen.

21. december 2005
Christchurch
Idag starter vi med at køre ud til "The World's Best Antarctic Attraction", der er et center, der fortæller om Antarktik. Det er også herfra alle ekspeditioner til Antarktis starter. Vi starter med at høre lidt om Scott's ekspedition. Derefter kommer vi til et rum, hvor vi kan opleve en arktisk storm. Først låner vi dog et par varme jakker, og nogle galocher. Inde i rummet er der først dejligt lyst og stille og kun -5 grader. Drengene rutcher en tur ned over en iglo og prøver en tur på sneskooteren. Pludselig bliver det mørkere, og temperaturen daler hurtigt ned til -40 grader og så med eet, hyler stormen omkring os. Der er altså temmelig koldt på sydpolen i en snestorm, når man kun har shorts på. Lige så hurtigt som stormen startede, hører den op igen, og pludselig virker -5 grader dejligt varmt. Rundt om i centret kan vi høre om pingviner, sæler og hvaler samt om de forskellige forskningscentre på Antarktis.
Da vi er færdige indenfor, tager vi en tur i et amfibiekøretøj - en Häggie - i området bag centret. Det er sådan nogle køretøjer, de bruger på Antarktis. Vi kører op og ned af meget stejle bakker og pludselig, kører vi ud i en 1½ m dyb sø. Vandet når næsten op til vinduerne, men heldigvis slutter dørene helt tæt, så vi sejler tørskoet over på den anden side. Det slår altså en tur i rutchebanen i Tivoli.
Fra Antarktisk tager vi til "The Kiwi Wildlife Experience", hvor vi kan se en masse forskellige New Zealandske vilde dyr og husdyr. Vi kommer først til en sø, hvor der går nogle meget store ål, som vi kan fodre. De er godt nok sultne. De stikker hele hovedet ud af vandet, for at komme tættest på maden. Fra ålene går vi videre rundt i haven ad nogle snoede stier, der fører os forbi alle dyrene. Vi kommer bl.a. til et stort nat-hus, hvor vi kan liste rundt og se kiwien, der er et natdyr, i fuld gang med at finde mad. Vi går også ind i en stor voliere, hvor der er Kea'er. Det er en stor papegøje, som det efter sigende skulle vrimle med på sydøen. Vi har dog ikke set nogen endnu. Heldigvis finder vi et par stykker inde i volieren, men de sover vist middagslur, for de sidder meget stille.
Da vi er færdige i dyreparken tager, vi ud til et stort indkøbscenter og kigger på den sidste julehandel.

22. december 2005
Picton
Vi starter dagen med at køre til bamseland, hvor Mathias laver en bamse.
Herefter begynder vi den lange tur nordpå mod Picton. Vejen er lang, og vi kører hele dagen.
Sidst på eftermiddagen når vi frem til Picton, hvor vi finder en dejlig campingplads.
Solen skinner stadig, og det er dejligt varmt så vi skynder os at tage en tur i poolen inden aftensmaden.

23. december 2005
Waikanae
Nu er vi endelig nået til dagen, hvor vi skal besøge Liz, Andrew, Thomas og Rebecca. Vi har alle glædet os og er meget spændte. Først skal vi dog med færgen fra Picton til Wellington. Nede ved check in får vi at vide, at færgen er forsinket 1 time, så vi kan lige nå en tur i "Seahorse World Aquarium", hvor vi ser på søheste, hummere, en stor rokke og nogle små hajer.
Da vi kommer ombord på færgen viser det sig, at den er yderligere forsinket, så vi kommer først afsted 1½ time efter normal afgang.
Turen gå stille og roligt, færgen er helt fyldt med julerejsende, så der er run på de ledige pladser. Heldigvis kom vi ombord som nogle af de første, så vi fik en sofagruppe.
Da vi endelig ankommer til Wellington, er vi 2-3 timer forsinket, så vi skynder os at køre ud til Waikanae, hvor vi bliver modtaget med åbne arme.
Familien er utrolig sød, imødekommende og hyggelig at være sammen med, så vi nyder en hyggelig aften og børnene leger rigtig godt sammen trods sprogforskellen.

24. december 2005
Waikanae
Vi nyder familiehyggen. Der er en afslappet og hyggelig stemning. Børnene leger godt, og vi voksne hygger os med en stille sludder. Ud over os bor der et andet dansk ægtepar, der er nede for at besøge deres store datter, som har været udvekslingsstudent i 1 år. Liz's far og hans kæreste samt Liz's nevø Taylor er her også, men både huset og grunden er stor, så der er masser af plads til alle.
Op ad dagen lægger vinden sig, og vi fortrækker til haven.
Midt på eftermiddagen går vi ned til den lokale opvarmede pool, hvor vi plasker rundt et par timer.
I aften skal vi have fish og chips børnene skal se "Polarekspressen", mens vi voksne hygger. Børnene skal helst tidligt i seng, så Santa kan nå at komme forbi.

25. december 2005
Waikanae
Julemorgen vågner børnene op til julestrømper, som Santa har været forbi og fylde om natten. Igår aftes satte vi lidt chokolade, kiks og mælk frem til ham, og han har spist og drukket lidt af det.
Til morgenmad får vi French Toast med bagte bananer og bacon, alt sammen lavet på grill og dertil, drikker vi champagne.
Bagefter går vi i kirke. Det er en gammel trækirke. Vi får ikke samlebøger. I stedet er der hængt et stort lærred op, hvor de via power point viser teksterne og bønnerne. Hver gang vi synger, står vi op, og mange rokker frem og tilbage i takt til musikken. Der er ikke noget orgel, istedet bliver vi akkompagneret af et band med guitar, banjo og keboard. Vi kender en del af salmerne bl.a. "Mary's boy child". Præsten er klædt ganske almindeligt med skjorte og slips og han fortæller også vittigheder under prædiken. En af bønnerne genkender vi som "Fader Vor". Det er en rigtig hyggelig oplevelse, og inden vi får set os om, er der gået en time, og det hele er slut.
Tilbage i huset spiser vi julekager og drikker mere champagne. Så kommer Farmor, og vi kan begynde at pakke julegaver ud. Der er mange gaver og, da vi kun pakker en ud af gangen, for at alle kan nå at nyde gaven, tager det flere timer at nå igennem alle gaverne.
Efter gaverne spiser vi julemad. Der er en kæmpe stor skinke, kartofler, salat og brød samt en lammekølle, som stegte på grillen, mens vi pakkede gaver ud.
Senere spiller vi Clip Quiz og slapper af og nyder gaverne.

26. december 2005
Waikanae
Vi vågner sent og sidder længe over morgenmaden og snakker med Liz og Andrew. Mens vi snakker ringer telefonen, og vi bliver inviteret til sammenskuds-BBQ og rester hos nogle bekendte. Det er skønt vejr, så vi skynder os at takke ja.
Det viser sig, at de har en slags kursuscenter langt ude i skoven ved siden af floden.
Højt oppe i træerne (12 m) er der nogle spændende udfordringer : en balancebom, en monkey-bro, og nogle klatre-ting. Mor prøver balancebommen og en klatre-ting. Mathias er mere modig. Han starter med monkey-broen, derefter tager han balancebommen, klatretingen og slutter af med at klatre op af en 12 m høj stamme, hvor han skal balancere på toppen og derefter springe ud i luften og fange en trapez. Vi er naturligvis sikret god med hjelme, klatreseler og tovholdere på jorden.
Da vi har prøvet det, vi nu tør, går vi hen til grillerne og spiser en velfortjent frokost.
Bagefter går vi en tur ned til floden og kaster sten i vandet og hyggesnakker.
Dagen slutter vi af med en drink i haven og hygge.

27. december 2005
Taupo
Idag er så afskedens dag. Det er altid trist at sige farvel til nye venner. Vi har haft en rigtig dejlig jul. Familien, vi har boet hos, har taget imod os med åbne arme og fået os til at føle os som en del af familien.
Efter en lang og hyggelig morgenmad (vi får Andrews hjemmelavede pandekager - super godt), hvor vi alle prøver at trække det endelige farvel, får vi pakket camperen og givet farvelknusere.
Turen går nu nordpå mod Auckland, hvor vi skal aflevere camperen den 30. Vi skal dog helst forbi Matamata, hvor vi håber at besøge Hobbiton, så vi starter med at køre mod Taupo, der ligger på vejen.
Turen går gennem Tongariro Nationalpark, som er et stort ørkenområde med 3 vulkaner : Mt. Ruapehu, Mt. Tongariro og Mt. Ngauruhoe, der med sin typiske vulkankegle er den yngste af de tre. Alle tre vulkaner er stadig aktive. Sidste udbrud var i september 1995 hvor Mt. Ruapehu var i udbrud. Heldigvis er der stille idag, hvor vi kører forbi.
Turen langs Lake Taupo er smuk, solen skinner, himlen er blå og, der er mange, der nyder stranden og vandet.
I Taupo finder vi en dejlig campingplads, hvor vi kan hvile ud, inden vi fortsætter i morgen.

28. december 2005
Cambridge
Da vi vågner skinner solen, og vejret er dejligt. Vi spiser morgenmad udenfor, inden vi pakker sammen for at køre videre op til Matamata.
Da vi ankommer til Matamata, finder vi hurtigt bookingkontoret. Hobitton ligger på en privat ejendom, så vi kan kun komme derud på en arrangeret tur. Det viser sig, at vi kan komme med på en tur om 20 minutter. Super. Vi får hurtigt pakket en taske og er klar, da bussen kommer for at hente os.
Ejendommen, hvor Hobbiton ligger, drives som en aktiv fårefarm med op mod 12.000 får og 200 stk. kødkvæg. Vi skal derfor køre over en del marker, før vi når vores mål.
Da vi endelig når frem, får vi en guided tur gennem området. Oprindelig byggede de 37 hobbithuller, der er nu omkring 17 tilbage. De ligger næsten alle i den samme bakke, så det ligner en hel by. Vi ser også party-træet og party-pladsen, hvor Bilbo's fødselsdag blev fejret. Vi får udpeget, hvor møllen og broen lå. Rundt omkring på området er der flere store fotografier, hvor vi kan se, hvordan der så ud, den gang filmene blev optaget. Undervejs fortæller guiderne også, hvordan filmingen foregik, og hvordan nogle af kulisserne blev lavet.
Da vi kommer tilbage til Matamata, finder vi en guldsmed, der sælger "Lord of the Rings"-ringe. Det er svært at vælge, men drengene finder hver en flot ring.
Efter frokost kører vi videre til Cambridge, som vi husker som en meget flot og temmelig engelsk by. Vi finder en campingplads tæt på byen og slapper lidt af. Kort efter begynder det at regne, så vi dropper slentreturen i byen og bruger resten af eftermiddagen på at læse historie og hygge.

29. december 2005
Big Bay
I dag kører vi videre nordpå. Først kører vi dog ind til et posthus, og sender alle vores julegaver hjem. Vi har fået så meget, så vi ikke har plads i taskerne.
Da vi kommer til Big Bay, finder vi en lille campingplads helt ude ved stranden. Det er en temmelig primitiv campingplads, men vi klarer os.
I morgen skal vi aflevere camperen, som har været vores hjem i 7 uger, så vi begynder så småt at rydde op og sortere, hvad vi vil have med videre og hvad, vi ikke har brug for længere.
Vi nyder den sidste eftermiddag i solen og går en dejlig tur langs stranden, hvor vi sopper lidt mens tidevandet er på vej ind. På den anden side af bugten kan vi se Sky Tower i Auckland.

30. december 2005
Auckland
Vi bruger morgenen på at gøre camperen ren, og på at pakke alle vores ting i taskerne.
Turen går nu ind til Auckland, hvor vi skal aflevere camperen ved Apollo.
Fra Apollo tager vi en taxa ind til city, hvor vi har lejet en ferielejlighed for de næste 5 dage, hvor vi skal nyde storbylivet i NZ's største by.
Vel ankommet til lejligheden får vi nøglen til lejligheden, som ligger på 15 sal. Der er en flot udsigt til nogle af de andre skyskrabere i byen.
Vi tager en slentretur rundt i byen og tager en tur op i Sky Tower med elevator. Der er glas i bunden af elevatoren, så vi kan følge turen op. Mens vi er oppe og nyde udsigten, er der en, der sky jumber fra tårnet og lige ned foran os. Wouw 192 m lodret ned.

31. december 2005
Auckland
På den sidste dag i året vågner vi op til sol og varme. Op ad formiddagen slentrer vi en tur ned i byen. Vi skal have besluttet, hvordan og hvor, vi skal fejre nytårsaften. Vi beslutter os for havnen og går ned og sonderer terrænet. Der er hyggelige restauranter hele vejen rundt i havnen, især en italiensk restaurant ser godt ud, så den vil vi forsøge i aften.
Nu da vi er på havnen, besøger vi det maritime museum. En samling af nye og gamle skibe, stammebåde, kapsejlere, fiskefartøjer og en kæmpestor kuldrevet dampkran, der kan løfte 80 ton. Vi ser også en meget spændende film, hvor vi følger det New Zealandske team til hastigheds rekorden, non-stop rundt om jorden og de sidste dages sejlads gennem hård storm, før de slår rekorden.
Om eftermiddagen slapper vi af i lejligheden, henter mails og opdaterer hjemmeside, mens vi lader op til i aften.
Ved spisetid slentrer vi ned på havnen igen. Der er nu fyldt af mennesker over det hele, og vi stiller os i kø for at få et bord på den italienske restaurant. Heldigvis lykkes det forholdsvis hurtigt at få et bord, og vi nyder en dejlig italiensk middag med det hele, mens mørket falder på udenfor.
Lidt over kl. 11 går vi tilbage mod byen, så vi kan få en god plads, så vi kan se fyrværkeriet fra Sky Tower. Byen er nu stoppet med mennesker og bilerne holder i kø, eller bliver lukket inde af menneskemylderet, der har bredt sig ud i gaderne.
Præcis kl. 12 begynder fyrværkeriet. Det er meget flot. Hele vejen rundt oppe i Sky Tower bliver der skudt raketter af, så det ligner en kæmpe stjerne. Det varer i 5 minutter, og så er det slut. Vi forsøger at ringe hjem og ønske godt nytår og kommer igennem til Lis og Ole. Hos Morfar kan vi ikke få forbindelse, selv om vi prøver flere gange.
Vi slentrer hjem mod hotellet og sidder lige så stille og ser en film, inden vi går i seng. Det har været en dejlig men anderledes nytårsaften og vi håber, at William sørger for at lave nytårsløjer hos Farfar og Ritta for os også.

1. januar 2006
Auckland
På den første dag i det nye år sover vi længe. Mens vi er i bad lyder brandalarmen pludselig, så vi hopper hurtigt i noget tøj og ringer til receptionen for at høre, om det er falsk alarm. Det er det heldigvis. Da vi når ned til morgenmad, viser det sig, at restauranten har lukket idag, så vi går istedet en tur ud i byen for at spise morgenmad hos MCDonald.
Bagefter kører vi ud til ZOO. Der er mange forskellige dyr. Vi starter med at være i øjenhøjde med girafferne, senere møder vi næsehorn, elefanter, løver, pingviner, og hvad der ellers hører til i en zoo. Det er en meget stor og flot zoo, og vi nyder vejret.
Da vi er trætte af at se på dyr, finder vi en bus ind til byen, hvor vi går i biografen og ser den nye indspilning af King Kong. Det er den samme instruktør som har instrueret Lord of the Rings og Narnia. En meget flot film, men der er nogle uhyggelige scener, så nu håber vi, at vi kan sove roligt i nat.
Vi slutter aftenen af med at hente en stak pizzaer, som vi spiser hjemme i lejligheden ved sofabordet.

2. januar 2006
Auckland
Vi nyder de sidste morgener af ferien med at sove længe, og idag er ingen undtagelse. Vi når dog lige morgenmaden, inden restauranten lukker.
Efter maden pakker vi en taske med varme trøjer og jakker, for vi skal ned og sejle matchrace med en af NZ's Americas cup-både - NZL41. Vi skal sejle mod NZL40. Nede på havnen slentrer vi lidt rundt, det blæser en del, så vi er glade for de varme trøjer, vi tog med.
Vi spiser en let frokost med udsigt over havnen og går så hen for at checke ind til kapsejladsen.
Øv, det blæser for meget til kapsejlads, så vi bliver tilbudt en tursejlads idag eller en plads i morgen formiddag til kapsejlads. Vi ændrer vores billetter til i morgen og har nu pludselig en hel eftermiddag fri.
På havnen er der gratis cykeltaxaer, der kører rundt, så vi sender drengene afsted på en sigtseeingtur på havneområdet, mens vi sidder og kigger på NZL41. At det blæser en del, får vi hurtigt bekræftet, for mandskabet er ved at skifte storsejl på båden, og da der kommer et vindstød, kan vi se, at der er flere store flænger i sejlet. Vi får at vide, at sejlet flængede på sejladsen om formiddagen, så det er nok godt nok, at vi ændrede vores billetter.
Bagefter tager vi en shoppingtur for at købe de sidste souvenirs, og så tager vi efter drengenes ønske en slapper hjemme i lejligheden resten af eftermiddagen.
I aften skal vi ned og spise på en mexikansk restaurant, vi fandt nede på havnen.

3. januar 2006
Auckland
Vækkeuret ringer tidligt idag, for vi har en kapsejladsaftale nede på havnen kl. 9.30. Heldigvis ser vejret ud til at være perfekt idag - tilpas vind og sol. Efter morgenmaden får vi hurtigt pakket en taske, og så er vi afsted.
Nede på havnen venter vi sammen med de andre spændte gaster. Både NZL40 og NZL41 er gjort klar, og lidt efter får vi udleveret redningsveste og går ombord. Vi kommer med NZL40.
Efter en kort instruktion lægger vi fra land og sejler ud og går kort efter op i vinden for at sætte sejl. Vi skiftes til at bemande ror og "kaffemøller" (de spil der bruges, når sejlene hejses op m.m.). Drengene sidder bagi og nyder sejlerlivet.
Efter lidt træningssejlads går starten til kapsejladsen mod NZL41. Vi sejler 2 kapsejladser, og begge sejladser vinder vi stort.
På tilbagevejen sidder drengene bagerst og døser. De vågner kun op, når de er nødt til at skifte side, fordi vi har vendt og derfor krænger til den anden side.
Eftermiddagen bruger vi på at vaske og pakke alle vores tasker, så de er klar til i morgen, når vi skal rejse hjem.
I aften skal vi op i restaurant Orbit i Sky Tower og spise. Restauranten drejer langsomt rundt, så vi kan nyde udsigten over hele byen 360 grader rundt.
Da vi kom herned virkede 8 uger som utrolig lang tid, men pludselig er vi kommet til den sidste dag. Vi har kørt knap 6.000 km rundt i camperen og har fået set det meste af begge øerne. Vi har mødt utrolig mange søde mennesker, fået nye venner og har set og oplevet den fantastisk natur hernede.
Forude venter 24 timers flyvetur med stop og ventetid i diverse lufthavne, før vi er hjemme i sne og kulde i Danmark igen en kæmpe oplevelse rigere.